Både Daniel Neumann og Julius Bjerrekær fra Viborg Karate Skole vandt deres vægtklasse ved international knock-down karateturnering i Dunaharaszti.
På samme tid som Viborg Karate Skole afviklede klubbens børnetalentstævne i Houlkær Hallen lørdag, var klubbens topkæmpere til 8. internationale Ashihara Open i knock-down karate i Ungarn.
Oprindelig skulle der have været kæmpet med boksehandsker; men det blev der ikke noget af alligevel. Og på almindelige knock-down regler er Daniel Neumann i smult vande og kan gå hele vejen. Letsværvægteren Daniel Neumann var gået i sværvægt + 80 kg, og her mødte han i indledende runde en ungarer, som han vandt sikkert over med 3-0. I semifinalen var Daniel oppe mod en serber, som ligeledes blev besejret med 3-0, dog først efter forlænget kamptid. I finalen ventede en anden ungarer. Ham gjorde Daniel Neumann også kort proces med og tog guldet hjem med en 2-0 sejr.
Klubkammeraten Julius Bjerrekær skulle slet ikke have været med til Ungarn, da tiden i stedet dikterer studentereksamenslæsning. Men pæn pause til næste fag og kløe i sparketeknikkerne kunne ikke holde ham hjemme; så det blev til en eftertilmelding og til og med i en højere vægtklasse for at blive presset. Den normale letvægter (- 70 kg) gik i letsværvægt (- 80 kg)
Første kamp mod en ungarer varede blot 5 sekunder. Så var Julius Bjerrekærs modstander knock-outet til stor overraskelse ikke mindst for Julius selv. Den senere finale mod en serber var til gengæld sværere. Kampen gik ikke blot tiden ud, men havnede også i forlængelse. Her trak Julius det længste strå og vandt på ”decision” grundet bedre kondition.
Så altså fuldt udbytte til begge viborggensere. Derudover blev Daniel Neumann kåret som Turneringens bedste tekniker på tværs af alle klasser.
Nu holdes der i klubben turneringspause for i stedet at rette træningen mod bælteprøver på den forestående sommerlejr på Livø.