Konkurrence Karate

Hvad er?

Konkurrence karate hører til de seneste godt 80 år af karatens udviklingshistorie og er dermed et relativt sent ankommet islæt i kampkunsten. Karatens oprindelige eksistensgrundlag var åndelig og fysisk træning for at kunne uskadeliggøre en modstander i kamp; det kaldes for karate-jutsu, hvorimod den nyere tids tilpasning af kampkunsten til civilt brug som livsstil, sport og motion kaldes for karate-do.

Der er mange forskellige former for konkurrence karate og endnu flere, når man medtager varianter: Kata er konkurrence i udførelse af figurøvelser, hvor der bedømmes ligesom man kender fra andre sportsgrene som eks. kunstskøjteløb, udspring fra vippe og gymnastik på gulv. Kumité, derimod er kamp mand mod mand efter varierende regelsæt: Klassisk markeringskarate, moderne markeringskarate, klassisk kontaktkarate og moderne kontaktkarate er de mest almindelige inddelingsformer.

Ingen er nødvendigvis mere rigtige end andre, når det gælder udvikling for de trænende og pleje af traditioner. Oftest ligger der et historisk forløb bag graden af udbredelse af de forskellige konkurrenceformer. Mest udbredte regelsæt er moderne markeringskarate, kaldet WKF efter World Karate Federation. WKF er en olympisk sport, og er fra OL i 2020 endelig kommet på det olympiske program.

Hvorfor?

Karate er rig på traditioner, og én af traditionerne har været, at man ikke nødvendigvis skal stille sin kampkunst til skue. En anden, at det er fuldt tilstrækkeligt for at få glæde af og udvikling i sin kampkunst, at man alene holder sig hjemme i klubben sammen med klubkammeraterne. Men karate er også selvforsvar, og de teknikker, der ofte lykkes under træningen, bliver anderledes svære, når de skal udføres mod en kæmper fra en anden klub, man ikke kender. Så er det, at selvforsvaret skal stå sin prøve.

Om man skal deltage, og hvornår man er klar, og hvad man skal deltage i, er en debat, som aldrig slutter. Det er lidt ligesom den debat, der foregår omkring folkeskolen: Er kundskaber lig med udenadslære og remser, eller evnen til at løse opgaver? Det er begge dele, hævder mange, og i de udviklingsorienterede karateklubber rundt omkring forberedes der i træningslokalerne og afprøves i idrætshallerne. I Danmarks Idræts Forbunds pjece om et børnerigtigt miljø i klubberne står at læse, at der skal sørges for, at der er adgang til konkurrencer for alle, uanset niveau. Dette gode råd følger vi i Viborg Karate Skole.

Hvordan?

Alle har en interesse i, at deltagernes stævneoplevelse er så positiv som muligt. Én af måderne at sikre det på er at sørge for, at deltagerne er inddelt i passende grupper efter niveau, størrelse, alder og køn. Lige kampe er mere spændende at være med i og mere udviklende. En anden vigtig ting er til stadighed at sikre, at der er god og fair, sportslig stemning i idrætshallen. Så nok er det konkurrence, men evt. tilløb til klub- og stilartshysteri nedtones altid. Også forældre og pårørende til deltagerne har som tilskuere – og mange gange også som hjælpere og officials ved stævnerne – en stor indflydelse på den positive og gode, sportslige stemning. Man har en fælles interesse i at værne om den positive ånd ved et karatestævne. Så får deltagerne en god oplevelse, kommer igen og får endnu mere udvikling.

En tredje ting er at arbejde med ligestilling af markerings- og kontaktkarate. En ligestilling, som Viborg Karate Skole altid har været en af primus motor klubberne for. Da karate er med i DIF familien, er det vigtigt at vi efterkommer DIF’s anbefaling for at skabe et idrætsmiljø, som giver børn alsidig udvikling. Fra DIFs “Etisk kodeks for dansk konkurrenceidræt”, kapitel 6 står der blandt andet:

“Det overordnede mål med børne- og ungdomsidrætten er at give udøveren mulighed for alsidig udvikling og for at mestre forskellige færdigheder for så i teenageårene eventuelt at specialisere sig. Således kan grundlaget lægges for en varig lyst til at dyrke idræt og fysisk aktivitet. Præstation må ikke prioriteres foran læring.”

Etikette:

Hver sportsgren har sine normer, og asiatisk kampkunst er ikke overraskende stærkt præget af almindelig dagligdags levevis i oprindelseslandene. Man er høflig, bukkende, behersker sine følelser og er i det hele taget lidt af en gentleman på kampfladen, akkurat som man kender det fra sin klub. Ja, der står faktisk direkte i reglerne, at kæmperne ikke taler under kampen. Det kan godt virke lidt tamt, at kæmperne ikke fortsætter i et rask lille slagsmål, efter dommeren har sagt stop, eller at træneren ikke hopper op og ned som en badebold. Men det gør man bare ikke i kampkunst. Her bærer man de følelser – som vi alle har – indeni og kontrollerer sig udadtil, også når man er uenig med dommerne. Det er en del af Bushido – krigerens vej.