Graduering

En graduering er en bælteprøve, hvor elevernes duelighed testes i et pensum, fastsat i overensstemmelse med karate i Japan.

Her er altså tale om en eksamen, og Viborg Karate Skole afholder 4 af disse om året. Gradueringerne ledes af et panel af gradueringsberettigede.

Der er 10 elev-grader kaldet kyu-grader, og hver grad har sin særlige bæltefarve eller stribe. Således hedder den første elev-grad 10. kyu og markeres med én blå tværstribe på det hvide bælte. (For børn under 4. kyu er der særskilt pensum og bæltefarver) Den sidste elev-grad inden sort bælte hedder 1. kyu og markeres med en sort tværstribe på brunt bælte. Herefter er det mestergrader kaldet dan-grader, startende med 1. dan og sluttende med 3. dan, der er det højeste, man kan træne sig til. Grader fra 4. dan og opefter er æresgrader.

Da bælteprøvernes sværhedsgrad er stigende, må der påregnes længere og længere tid imellem hver bælteprøve for den enkelte. Men individuelle faktorer som træningsflid, alder, modenhed, fysik, deltagelse i ekstra arrangementer, talent og naturligvis veloplagthed på eksamensdagen spiller alt sammen ind.

Når man er kommet forbi begynderstadiet, er det en naturlig ting, at man tager aktivt del i konkurrencestævner tilpasset ens eget niveau. Dette kan være indenfor såvel markeringskarate som kontaktkarate. Herved afprøves duelighed i forhold til andre end egne klubkammerater, så karate ikke blot bliver udenadslære og arrangeret skyggeboksning. Samtidigt udvikles også sociale kompetencer hos den enkelte ved at indgå på et hold. En aktiv indstilling indgår som en del af bælteprøven set i forhold til aspirantens alder, træningslængde og den aktuelle grad.

Går man i gradueringstanker, er det en god idé at konsultere sin instruktør for vejledning og et standpunkt. Instruktøren hjælper med evt. mangler og anbefaler eller fraråder graduering.

Man skal gøre sig helt klart, at graduering er en frivillig sag. Man kan altså fint vælge graduering fra, følge sit hold og i øvrigt deltage i samme aktiviteter, som de, der vælger graduering og består eller ikke består.

Ikke overraskende vælger mange graduering, som et naturligt delmål for deres træning. Men at træne udelukkende for bælternes egen skyld og uden hensyntagende til reel duelighed indenfor kampkunst ligger langt fra karatens ideal og oprindelige tanke.

Især de helt unge, men af og til også pårørende, kan gå så voldsomt op i bælteprøverne, at der ligefrem kan opstår en form for fornærmelse, hvis det ikke lige går så hurtigt op i graderne, som man måtte ønske. Det er der dog ingen grund til, for dels er bælter uegnede som trøst, dels er klubbens berettigelse til at graduere en berettigelse, der kan mistes, hvis man tænkte sig, at niveauet adskilte sig væsentligt fra det japanske forbunds, ved at man blot gav los og uddelte bælter for at glæde flest mulige på kort sigt.

Det bedste, man kan gøre, er derfor at passe sin karate inkl. ekstraaktiviteterne. Så kommer bælterne af sig selv. Nogle behøver blot lidt længere tid end andre.