Idrætsforeningen Viborg Karate Skole (VKS) blev stiftet i 1975. Sideløbende med at optræne den enkelte i alle kampkunstens aspekter er klubbens mål, at gøre sit til at højne anerkendelsen af karatesporten.
Siden 1982 har klubben haft til huse i Viborg Hallen, hvor vi har rummelige og klassiske faciliteter til at blive gode til sporten og til at have et rart, socialt klubliv.
Udover karate udbyder vi i Viborg Hallen også styrketræning for unge, for motionister, for pensionister, for fysisk handicappede og for eliten. Endvidere Kobudo (traditionel Okinawa våbenkunst) samt Qi Gong (kinesisk bevægekunst)
Siden 1987 har vi – som første europæiske klub – udbudt Ashihara karate, en selvforsvarspræget stilart, som grundlæggeren af denne stilart, Hideyuki Ashihara lagde tilbage i 1980. Hideyuki Ashihara døde i 1995; men Viborg Karate Skole er fortsat med at træne efter hans ånd. Siden 2010 har det været i regi af Josui Karate Kai-Kan, hvor grundlæggeren af dette forbund, Hiroshi Harada, netop var chefinstruktør under ovennævnte Hideyuki Ashihara.
Stævner for børn er der særligt mange af, og Viborg Karate Skole har udviklet et koncept, der tager højde for det enkelte barns udviklingstrin til glæde og stimulering indenfor sporten. Dette børnekoncept med puljekonkurrencekampe bliver nu brugt flittigt ved mange andre børnestævner i Danmark.
Men også for unge og voksne er der rige muligheder for sportslige oplevelser, og det indenfor både markerings- og kontaktkarate.
To af aktiviteterne er der ekstra opmærksomhed om. Den ene er den årlige karate sommerlejr på Livø, som vi har haft siden 1992. Her mødes man – begyndere og øvede – børn og voksne – for sammen at træne og leve med karate i flere dage. En rigtig god måde at sætte punktum for en travl forårssæson inden sommerferien.
Den anden specielle aktivitet er Sabaki Challenge Spirit, et internationalt elitestævne, som vi har holdt siden 1994.
Lyder det godt? Så er du velkommen for en prøvetime i klubben.
Klik hér, eller ring og bestil en tid på tlf. 86 61 19 00